Food Festival skruer op for festen og kårer Årets Cocktail

Food Festival skruer op for festen og kårer Årets Cocktail

Når Food Festival den 2.-4. september vender tilbage til Tangkrogen, er det med flere nye scener, længere åbningstider og livemusik. Som et helt nyt indslag kåres Årets Cocktail af festivalens gæster.

"Hvis der er noget, sommeren 2022 har vist, så er det, at danskerne ikke kan få nok festivalstemning og fællesskab. Derfor har det været et stort ønske at opgradere festivalen med flere scener og længere åbningstider, så vi kan præsentere flere spændende og sjove madoplevelser," siger Anna Lund, direktør for FOOD-Aarhus og Food Festival. 

Festivalgæster kårer Årets Cocktail 
Et af de nye events, der er blevet plads til, er kåringen af Årets Cocktail. Den finder sted lørdag den 3. september og man kan godt glemme alt om rom-og-cola og morfars flyver-sjusser.  

Kun en håndfuld af de allerskarpeste producenter af vin og spiritus i Danmark har kvalificeret sig til dysten om den ærefulde titel. De festivalgæster, der løser billet til den eksklusive konkurrence, kan se frem til seks kreative cocktails baseret på de fineste råvarer. Skuespilleren, tv-værten og madskoleindehaveren, Timm Vladimir, guider gæsterne gennem den festlige cocktailoplevelse, hvor den cocktail, der får flest stemmer af gæsterne, kan smykke sig med titlen Årets Cocktail.  

Forlæng den gode stemning 
En anden nyhed på årets Food Festival er, at festivalens madboder og restauranter holder åbent helt til kl. 20.30. De får selskab af alle de virksomheder og producenter af drikkevarer og alkohol, der holder til i festivalområdet Nordiske Dråber.

"Vi har udvidet åbningstiderne og skruet op for stemningen, fordi vi gerne vil give gæsterne mulighed for at lade dagens mange gode oplevelser på festivalpladsen glide over i en hyggelig og festlig sensommeraften," forklarer Anna Lund. Hun forventer, at mange af festivalens gæster vil tage imod tilbuddet om en enestående kombination af god mad, spændende drikkevarer, livemusik og stemningsfulde omgivelser under åben himmel.