Food Week er skudt i gang: Kom til madfestival til vands, til tops, en tur op i regnbuen og tilbage i tiden

Madfestivalen Food Week startede i går og foregår til og med søndag. Det er en uge i madglædens tegn, der venter aarhusianerne - og det er allerede begyndt!

Var man til Food Week i går, har man i Den Gamle By bl.a. kunne høre historien bag smørrebrød, hvor kokkene fra restaurant Gæstgivergården har fortalt om, hvordan de laver deres smørrebrød - fra idé, sæson og historiske input til smag, udseende og opbygning. Den Gamle By har i løbet af ugen forskellige madtemaer og byder på gratis rundvisninger, indblik i historiske opskrifter og processer samt smagsprøver.

Tager man til Food Week i dag eller resten af ugen kan man deltage i en masse fællesspisninger rundt omkring i byen eller komme på spændende Food Walks, som er en ny måde at se og smage sin by, mens man går gennem den. Kom f.eks. med til ‘Indtryk uden aftryk - en klimavenlig Food Walk’, hvor turen går forbi nogle af byens mest eftertænksomme caféer og restauranter, som alle serverer deres svar på en mere bæredygtig fremtid og tilgang til gastronomisk håndværk og produktion. Eller kom med til ‘Tapas og fællessang’ arrangeret af Thise Mejeri, hvor menuen står på oste, pølse og lækkert tilbehør med brød fra Gårdbageriet - rammerne er Kunsthal Aarhus’ hyggelige gårdhave med søde toner fra live musik. 

I weekenden går det rigtig løs, når Kystpromenaden ved Lystbådehavnen åbner med et stort område med fokus på havet, masser af jomfruhummere og fisk og lækre barer. Der er også noget for både hjerne og smagsløg på ARoS og på Salling ROOFTOP, som har spændende arrangementer for madfolk i alle aldre.

“Det bliver et brag af en madfest! Vi har knoklet og samtidig haft en fest med at stable så mange fede arrangementer på benene som muligt. Vi er så taknemmelige og glade for, hvordan interessen allerede vælter ind. Vi glæder os til, at vores gæster går ombord i alle arrangementerne; hvad enten det er til fællesspisning på Salling ROOFTOP, et madhistorisk event i Den Gamle Bys smukke gader, en bæredygtig middag i Regnbuens skær på toppen af ARoS eller til en vaskeægte fiskeauktion på det maritime festivalområde ved Aarhus Lystbådehavn på Kystpromenaden, hvor der er fisk, skaldyr og bobler i glassene” fortæller Anna Lund, direktør FOOD-Aarhus.  

 

Festivalen startede i går den 9. august og løber frem til og med søndag den 15. august.  

Se hele programmet på www.foodweek.dk. 

For yderligere oplysninger kontakt direktør for FOOD-Aarhus, Anna Lund, tlf. nr. 31339354.