Syv dage i madens tegn: Om en uge lyder start-skuddet til Food Week

Nordens største madfestival løber af stablen d. 9. til d. 15. august rundt i hele Aarhus, hvor byens overflod af gastronomiske stjerner og inspirerende madhåndværkere hyldes.

Oplandets dygtige landmænd og producenter sikrer, at vi kan købe gode, lokale og friske produkter direkte fra de marker og hænder, der har frembragt den - der er derfor masser at fejre i Aarhus. Og det sker altså med Food Week, som er hele byens hyldest til madglæden.   

Alle er inviteret med, når madfesten går i gang, for Food Week har sørget for, at der er noget for alle - uanset smag og alder. Vil gæsterne opleve stjernekokke som michelin-kokken Francis Cardenau, lære at tilberede klimavenlige italienske pastaretter af Masterchef vinderen Rasmus Fisker eller have tips af Timm Vladimir til den perfekte Sommer Spritz cocktail, så skal de blot møde op på Salling ROOFTOP. 

Er man mere til at dykke ned og nørde i fødevarebæredygtighed og møde forskere, fagfolk og producenter til farverige oplevelser og inspiration, så er det på toppen af ARoS det foregår. Her kan gæster bl.a. lære om hvorfor kompost er vigtig for frugtbar jord, ”in vitro” mælk og kød (dvs. mælk og kød der er produceret med celler i petriskåle), og hvordan man dyrker produkter lokalt, vertikalt og hydroponisk (som betyder at dyrke planter uden jord).

Måske man bare gerne vil smage på alverdens fisk og skaldyr med bobler i glasset - i så fald er det på Aarhus Lystbådehavn ved Kystpromenaden det sker. I det maritime festivalområde kan gæster bl.a. komme med på en vaskeægte fiskeauktion eller købe friske jomfruhummere direkte fra kajen. 

Er man i nærheden af Botanisk Have kan man smutte forbi Den Gamle By, som også er en del af Food Week. Her får gæster den historiske madfortælling, fællesoplevelsen om bordet og ikke mindst smagen gennem tiderne i fokus. Den Gamle By har forskellige madtemaer og byder på gratis rundvisninger, indblik i historiske opskrifter og processer, smagsprøver og frem for alt en invitation til at gå på opdagelse i madens historie. 

 

Se hele programmet på www.foodweek.dk.

For yderligere oplysninger kontakt direktør for FOOD-Aarhus, Anna Lund, tlf. nr. 31339354.