Hotdog DM

Hotdog DM afholdes om søndagen på Food Festival. Populære, anerkendte, kendte og ukendte kokke, pølsemænd og slagtere giver deres bud på en fortolkning af den klassiske hotdog. Der kæmpes med blod, sved og tårer om pris og ære i kategorien Den Moderne Hotdog. I denne kategori kåres den mest velsmagende hotdog (Årets Hotdog) og den mest sælgende hotdog (Hotdog Konge). Derudover kåres årets innovative hotdog, som gives for kreativitet. Hotdoggene kåres af et dommerpanel bestående af kokke, madanmeldere og bloggere.

For publikum er der mulighed for at købe de forskellige hotdogs, og overskuddet herfra går hvert år til et velgørende formål. I 2015 blev der samlet 236.650 DKK ind til organisationen BØRNEfonden, for at etablere et børne- og sundhedscenter i Mali, Afrika.

Hotdog DM er et af Food Festivals helt store trækplastre, og tiltrækker hvert år et stort publikum. Mesterskabet har ry for at stå bag hotdog-serveringer af meget anderledes og speciel karakter. Vi har således været vidne til hotdogs med levende citronmyrer, ”røde pølser” i kulsorte brød samt hotdogs serveret af maskerede og dansende tjenere.

 

Vinderne i 2016:

Den Moderne Hotdog:
   - Hotdog Kongen: Paul Cunningham fra Henne Kirkeby Kro.
   - Årets Bedste Moderne Hotdog: Paul Cunningham med hotdoggen ”dog of the dead”. 

 

Vinderne i 2017:

Den Moderne Hotdog:
   - Hotdog Kongen: Brian Flink fra Silkeborg-slagteren Pølsemageriet
   - Årets Bedste Moderne Hotdog: Brian Flink fra Silkeborg-slagteren Pølsemageriet

Årets innovative hotdog: 
   - Vinder: Karlos Ponte fra Restaurant Taller